388 / 494
377
det blev ham, der maatte holde for. Endnu mange
Aar efter, da Clausen skrev sine »Optegnelser om mit
Levned og min Tids Historie«, var han ikke naaet
længere med Hensyn til sin Opfattelse af Lindberg end
til at udtale, at nu, efter at saa meget har lagt sig
imellem, og der selv er grot Mos paa Gravhøjen, staar
denne Mand kun for mig som en psykologisk Mærk
værdighed. Han forstod med uopslideligt prokuratorisk
Talent at holde Striden staaende fem samfulde Aar.
Saa ofte, som den syntes at ville dø hen, var han til
rede med et nyt Flyveskrift; han var uudtømmelig paa
Variationer over det samme Thema, og han vidste at
spekulere i Læsemængdens Smag ved pikante Titler
og de mest nærgaaende Sigtelser«. Lindberg var unæg
telig en Modstander, som gjorde Clausen det broget
nok, ikke mindst ved den Skarpsindighed og polemiske
Dygtighed, han udfoldede i sine Stridsskrifter, men det
»psykologisk mærkværdige« ved ham indskrænker sig
nok ved nærmere Eftersyn til den ganske vist sjældne
Hensynsløshed, hvormed han traadte i Skranken for,
hvad han ansaa for det sande og rette. Det er
som Modstykke til Clausens Dom værd at høre, hvad
Helveg vist nok med langt større Føje siger om ham:
»Han var en Mand med stor Lærdom, og især i de
østerlandske Sprog var han den ypperste her i Landet.
Han kunde derfor vente en anselig Løbebane, men han
slap al timelig Velvære for at følge, hvad der blev hans
Livs Opgave. Han var en Jyde, og han havde en ægte
jysk Ihærdighed, saa jo mere han blev haanet og spot-
tet, des skarpere blev hans Gjensvar. Personlig var
han en mild og venlig Mand og omgikkes gjærne med