381 / 494
3 7 0
ikke blot Forargelse hos mange af de tilstedeværende,
men rygtedes vidt og bredt, og den næste Søndag
mødte der en 20, 30 unge Kandidater og Studenter der
ude for ' at gjøre Spektakler. Det var vist nok i Virke
ligheden kun Lindbergs snilde og besindige Optræden,
der hindrede dem i at komme til Udbrud.
Om der
var- nogen umiddelbar Forbindelse imellem dette Uheld
og den Kjendsgjerning, at Politidirektøren en Maaneds
Tid efter, at Forsamlingerne var begyndte, nedlagde
Indsigelse imod dem, maa vi lade staa hen, saa meget
er vist, at først Siemonsen og senere Lindberg maatte
møde for Politidirektøren, som i Henhold til sin Op
fattelse af Lovens Ord vilde forbyde Forsamlingerne,
fordi de for at være lovlige enten maatte ledes af en
Præst — og Siemonsen beklædte ikke noget Embede —
eller kun besøges af faa — og Menigheden paa Kalk
brænderiet var meget talrig. Det lykkedes Lindberg
at afparere Faren ved bestemt at hævde, at en Høje
steretsdom i Tilfælde af et Forbud skulde afgjøre
Sagen. Saa fik de da Lov til at blive ved paa det
Vilkaar, at det skulde meldes til Sognepræsten, . for at
han kunde føre Tilsyn med dem.
Han kom et Par
Gange og erklærede uopfordret, »at saadan Andagt og
Opbyggelse fandt man ikke i Kirkerne«.
Nu, da
Grundtvig traadte til, kom Politidirektøren atter i Be
vægelse.
Sognepræsten havde været til Stede ved
Grundtvigs Prædiken og strax efter skrevet til Biskop
pen, at han frasagde sig Inspektionen, da Forsamlin
gerne var ulovlige, og Grundtvigs Prædiken havde været
en Oppositionsprædiken. Baade Grundtvig, Lindberg
og Siemonsen stævnedes til Forhør paa Politikamret,