376 / 494
3^5
til at gaa ud af Statskirken, saa er det klart, at paa
den ene Side vover Staten ikke det mindste ved at
indrømme saa billigt et Forlangende, og paa den anden
Side maatte et Afslag sætte Regeringen i den ubehage
lige Stilling at bruge Haardhed mod dem i Statskirken,
der dog unægtelig have Loven og Historiens priselige
Vidnesbyrd gjennem Aarhundreder for sig«.
Ansøgningen blev forelagt Biskoppen Peter Eras-
mus Muller og Kjøbenhavns to Provster H. G. Clau
sen og A . K . Holm til Betænkning, og de var selv
følgelig alle tre enige om, at den maatte afslaas; der
faldt haarde Ord om »de aldrig hvilende Zeloter,
der i en Række af Aar have opbudt alt for at afsted
komme Splid og Forvirring i Kirken«, og Biskoppen
nyttede Lejligheden til at henlede Regeringens Op
mærksomhed paa de gudelige Forsamlinger. »Endnu«,
skrev han, »ere vist nok disse ubetydelige, og Antal
let, som besøge dem, synes ikkun lidet at forøges, men
det er uforudseeligt, om ikke sammenstødende Omstændig
heder ville aabne mange fleres Øren for Ivrernes Tale. Jeg
kan derfor ikke andet end anse det for skadeligt at
tilstede slige offentlige Forsamlinger, der vitterligen
gaa ud paa at udbrede Ringeagt for Statskirken og
Had mod dens Præster, og mener det derfor at være
tilraadeligt, naar Hans Majestæts Svar er givet, at Loven
gjøres gjældende mod hine Konventikler«. Den 2den
Februar 1832 meddeltes Kongens Afslag Ansøgerne.
Grundtvig forsøgte endnu en Udvej, idet han gik til
Præsidenten i Kancelliet, Stemann, og bad, om han dog
J) M u nter var død den 9de A p ril 1830.