371 / 494
36 o
nerne var nu saa gamle, at det Spørgsmaal alvorlig paa
trængte sig ham, hvad han nu skulde give dem i Hænde.
Det kristelige og det nordiske, Bibelen og vore Old-
skrifter, havde han tidlig gjort dem fortrolig med, men
hvad nu? Saa faldt hans Tanke paa den græske Lite-
ratur. Med Undtagelse af det ny Testamente havde
han ikke aabnet en græsk Bog, siden han tog anden
Examen. Nu gav han sig for Sønnernes Skyld i L ag
med den græske Oldtidsliteratur, og det for Alvor —
»aldrig har vel nogen Avtodidakt gaaet grundigere til
Værks eller grebet dybere om sig. Han henreves og
fængsledes af Homer og Herodot, han beundrede
Hesiodos, Thukydides, Æ skylos o. s. v.« — Der
aabnede sig en hel ny Verden for ham, og den befrug
tede hele hans historisk- poetiske Syn paa Tilværelsen,
som nu først fuldstændig klaredes. Det var denne sam
tidige Paavirkning fra det gamle Grækenland og det
moderne praktiske England, hvor Frihedslivet trivedes
som intet andet Sted, der gav hans følgende Forfatter
virksomhed dens Præg og blev bestemmende for den
Maade, hvorpaa hans borgerlige og politiske Personlig
hed formede sig.
Det fremgaar klart bl. a. af Søndagsbogen, at Grundt
vig tænkte sig, at Striden mellem de to Anskuelser, der
ved »Kirkens Gjenmæle« vare tørnede sammen, maatte
ende med, at han og hans Meningsfæller traadte ud af
Statskirken. »At danne en Frikirke, som vel i Læ r
dommen godt kunde slutte sig til den augsburgske
Konfession, men vilde dog holde Læresætningerne skarpt
adskilte fra Fællestroen og vilde frit benytte Skriftens
nye og gamle Ting og gjøre Kirketjenesten langt mere