377 / 494
3 6 6
ikke kunde faa en Kirke at prædike i for frie Tilhørere.
»Jeg fandt ham imidlertid saa stiv som en Karriolhest
og saa indtagen imod al Frihed, at han kun lo ad
alle mine Lovtaler over den i aandelig Henseende og
lod mig hø re, at naar det var mig saa meget om at
gjøre at prædike, saa skulde jeg kjønt beholdt Kirken,
da jeg havde den; nu var derved intet at gjøre. Selv
da jeg henledte Excellencens Opmærksomhed paa de
gudelige Forsamlinger, som jeg vidste, han hadede, og
bemærkede med Eftertryk, at jeg ikke længer som
hidtil kunde fraraade dem, naar der nægtedes mig en
Prædikestol, da syntes det slet ikke at røre ham, for
han bemærkede haanlig, at der havde heller ingen bedt
mig om at fraraade »gudelige Forsamlinger«, som,
naar de holdt sig Loven efterrettelige, var ham ganske
ligegyldige. Jeg tog da Afsked med den Forsikring,
at jeg da herefter vist skulde vogte mig for at fraraade,
hvad jeg nu hørte var i Kancelliets Øjne aldeles uskyl
digt«. Samtalen endte med, at Stemann sagde: »Det er
ingen Ting og bliver ingen Ting«, hvortil Grundtvig
svarede: »Jo, det baade er noget, og skal blive til
noget«.
Det var Løverdagen den ilt e Februar. Næste
Dag indfandt Grundtvig sig i Forsamlingen. Det var
rygtedes, at han vilde komme, og Tilhørernes Tal var
overordentlig stort. Efter at Siemonsen havde holdt
sin Prædiken, tog Grundtvig dybt bevæget Ordet. Han
havde, sagde han Dagen efter, kun gjort, hvad han
ikke kunde lade være med. »Vi lader alle Fordomme
fare; man maa være glad, naar man ved, hvad man
har at gjøre for Øjeblikket. Gud sørger for Fremtiden«.