NFSGrundtvigsLivOgGjerning

361

levende baade med Herrens egne Indstiftelser, Prædiken,

Bøn og Salmesang, end den havde været i mange Aar-

hundreder, det var jo nu mit Ønske«, hedder det i

Kirkespejlet-, »men da Tilladelsen dertil rent var bleven

mig nægtet, havde jeg dog ingenlunde i Sinde at byde

Trods, men at vente paa en Lejlighed, som mig altid

syntes maatte komme i Guds Time«. Den Kreds af

Tilhørere og Meningsfæller, han havde samlet om sig,

følte mere og mere Trang til at danne en Frikirke.

Der var ikke den Præst i Hovedstaden, der »kunde

erstatte dem Grundtvig, ingen, der prædikede som han

vor Tro paa vort Modersmaal, ingen, der som han for

kyndte det med det L iv og den Salvelse, ingen i den

Renhed og med den Fuldstændighed, i det Omfang og

med den Klarhed, i den Fylde og med den Kraft

som han«1). Mynster kunde Grundtvigs Tilhængere

selvfølgelig ikke finde sig til rette med, skjønt han stod

paa et afgjort kristeligt Stade, dertil var Forskjellen

imellem hans og Grundtvigs Personlighed og den deraf

betingede Spænding imellem dem alt for stor, ja det

sagdes endogsaa om Mynster, hvis Indflydelse stadig

var i Stigen, at han gjorde alt, hvad han kunde, for at

skade og fortrædige Grundtvig og hans Venner paa

højere Steder.

Grundtvigs Meningsfæller, der følte

sig som en Hjord uden Hyrde, holdt da fra 1831

af (første Gang den 23de September) gudelige For

samlinger paa egen Haand.

Det var Lindberg, der

her blev den toneangivende; det var i hans Pljem

paa gamle Kalkbrænderi, Forsamlingerne holdtes. Grundt

vig misbilligede det som ukirkeligt, fraraadede det

h J. C. L in d b erg N o rd isk K irk etid en d e 1836, S.