395 / 494
3 3 4
kun havde fundet døve Øren . . . Han følte nu en
brændende L y s t og Trang til at komme i Berøring
med sin levende Samtid eller snarest med Eftertiden;
til gjennem det mundtlige Ord at udtale sig om alt,
hvad der laa ham paa Sinde, til at gribe ind i det
virkelige L iv og skaffe sine Ideer Indgang i Staten, i
Skolen, i Kirken. Han trænger nu til at faa Ung
dommen i Tale. Han vil vække den til levende Del
tagelse i det historiske Liv, vinde den for sin historiske
og ikke mindre for sin patriotiske, politiske og kriste
lige, overalt poetiske Anskuelse. Han vil særlig vinde
og vække den til Arbejdet paa det danske Folks Gjen-
fødelse i nordisk Aand, for Udviklingen af borgerligt
Frihedsliv og folkelig Oplysning, for en særegen dansk
nordisk Udvikling, forskjellig fra den fransk-liberale,
som da efter Julirevolutionen havde vundet mange Til
hængere i den yngre Slægt ogsaa i Danmark.
Med
disse Foredrag i 1838 brødes Isen, som siden aldrig
lagde sig om hans Tunge«.
En Hovedtanke, der atter og atter klinger igjennem
disse Foredrag, og som igjennem dem begyndte at slaa
Rod i den almindelige Bevidsthed, var Folkehøjskole
tanken. Allerede i 1830 udtalte Grundtvig i en An
meldelse i Lindbergs Maanedsskrift for Kristendom og
Historie, at der trængtes til »en Højskole for folkelig
Videnskabelighed, der holdt Universitetet i Skak«, og
han tilføjede, at »i mange Aar var det en sød Drøm
hos mig, at det ridderlige Akademi i Sorø, naar det
opvaagnede af sin Dvale, vilde berige Danmark med
en saadan folkelig Højskole, og skjønt Erfaringen synes
at ville modsige det, opgiver jeg dog ikke Haabet om