355 / 494
344
den sande Kristendom, og hvoraf vi finde en Hoved
sum i Luthers lille Katekismus, det kalde de skriftkloge
nu sædvanlig den falske og beskrive den som en blind
og fordærvelig Overtro, der ikke er grundet i det ny
Testamente, men kun ved Misforstand og vrang For
tolkning udledt deraf. Derimod sige de skriftkloge, at
den sande Kristendom, som virkelig findes i det ny
Testamente, er egentlig det samme, som man. kan lære
af sin egen Fornuft, saa det kaldes kun Kristendom,
fordi Jesus Kristus
bragte.dehartad overalt forglemte
eller dog forvanskede Sandheder om Gud, Forsyn og
Udødelighed samt om Menneskets Pligter igjen for
Dagen . . . Det er nu Theologernes Uvane paa den
ene Side at ophøje Jesu egne Ord til den eneste gud
dommelige Trosregel og paa den anden Side at paastaa,
vi ikke har et eneste Ord af Jesus, hvorpaa vi med Sik
kerhed kan bygge, hvoraf da med den klareste og stræn-
geste Nødvendighed følger, at de kristne har som kristne
ej det allermindste at tro undtagen den abderitiske Sæt
ning, at dersom Jesus Kristus talede til os, som han
dog ikke gjør, da skulde vi endelig tro ham, og paa
hans Ord alene bygge vort Salighedshaab. Abderitisk
kalder jeg denne Sætning, fordi, enten er jo Apost
lenes Vidnesbyrd om Jesus paalideligt eller ikke, men
er det paalideligt, da skal vi jo tro det, og var det
usikkert, havde vi jo ikke mindste Sikkerhed om, at
der virkelig har været en Jesus Kristus til, endsige, at
han var en Mand, vi kunde og skulde tro. om de
aandelige Ting og Guds skjulte Raad til Synderes
Frelse. Tvært imod maatte vi fornuftelig slutte, at en
saadan Mand, der vilde have sit Ord troet af alle