351 / 494
3 4 0
ter for) sin Broder lide Mangel og lukker sit Hjærte for
ham, hvorledes bliver Guds Kjærlighed i ham?« Jeg
har denne Verdens Gods, og jeg vil med Guds Hjælp
aldrig lukke mit Hjærte for nogen af dem, som høre
Kristus til — og derfor har jeg sagt Dem det nu, og
De kan aldrig støde Dem derover, thi Gud er mit Vidne,
det er ikke Digteren og ikke den navnkundige Grundt
vig, jeg byder det, men Nikolaj Frederik Severin, Bar
net, som med mig hviler under det samme Faderhjærte
i
i Kristo Jesu, og som jeg en Gang for Herrens Ansigt
vil se i Øjnene med den Bevidsthed i min Sjæ l: »Du
skal ikke sige, jeg tav, da jeg frygtede, du var i Nød«.—
Grundtvig stødte selvfølgelig ikke denne saa kjærlig
fremrakte Vennehaand fra sig. »Det vilde ej blot være
Stolthed, men halv Falskhed tillige«, svarede han, »om
jeg sagde, min personlige Stilling slet ikke foruroligede
mig; men om jeg ogsaa var langt videre, end jeg er,
i den barnelette og dog saa svære Kunst at kaste al
Sorg paa Herren, saa maatte mine danske medkristne
dog hverken forudsætte hos mig, hvad de selv fattes,
eller glemme, at han, der ej vilde skabe sig Brød i
Ørken af Stene, tog gjærne Almisser af Galilæas
Kvinder, kort sagt, vi er daarlige Kristne, naar vi vil,
at Herren skal gjøre ved noget andet Middel, hvad vi
kan være hans Redskaber til, og naar jeg derfor ser,
at mine Tilhørere næsten alle glemme, at jeg har et
Legeme, har derhos Kone og Børn, er et skrøbeligt
Menneske og har ikke. af Ladhed givet mig til Pris for
Mangel, da skulde jeg sukke dybt i min Aand, om jeg
end kunde personlig bære det alt sammen som en F je r ;
ja, det har længe staaet klart for mig, at forandrede