349 / 494
338
VI.
U D E N E M B E D E .
•1826— 1839. '
I rent økonomisk Henseende var Grundtvigs Stilling,
efter at han havde nedlagt sit Embede, meget betænke
lig. Han havde Hustru og Børn, og Hensynet til dem
havde holdt ham tilbage, selv efter at han var kommen
til det Resultat, at »naar man ikke kan synge mine
Salmer, kan man heller ikke høre mine Prædikener«.
Hans højsindede Hustru fik disse Betænkeligheder til
at vige, da hun en Aften gik ind til ham og sagde:
»Jeg ser godt, hvad der piner dig, Grundtvig, og at du
ængstes for Kone og Børn. Men glem os, og gjør
trøstig, hvad vor Herre byder dig. Han vil nok vide,
hvorledes han skal give os Brødet«. Plan gjorde, som
vi have set, modig, hvad han fandt ret, men der kom
meget strænge Tider, thi han havde ikke stort andet
at leve af end de 600 Rdl., Frederik den sjette havde
tilstaaet ham, da han arbejdede paa Oversættelsen af
Saxo og Snorre, og som han havde ladet ham beholde.
Ogsaa i denne Henseende fik han dog Vidnesbyrd om,
at hans Kamp havde vundet ham trofaste Venner.