345 / 494
tale Sagen med en Kulde, der er end mere utaalelig« x),
at mærke, at han havde faaet adskillige Meningsfæller,
der saa’ op til ham med Tak og Paaskjønnelse for den
Strid, han havde rejst. Men var han end langt fra at
opgive Haabet om bedre Tider for den Sag, han kæm
pede for, og om at ogsaa det, der nu var overgaaet
ham, vilde tjene til dens Fremme, var der dog meget
i den Situation, han var kommen i, der maatte pine
og trykke ham, ikke mindst det, at der ved Censuren
var sat »Dødstegnet« paa hans Skrift. I et lille Skrift
»Skribenten N. F. S. Grundtvigs literære Testamente«,
som han udgav i Marts 1827, gav han i Følelsen af,
at der var indtraadt en afgjørende Vending i hans
Stilling som Skribent, en storladen Udsigt over, hvad
han hidtil havde øvet som »Hælvten Skjald og Hælv
ten Bogorm«, og hvorfor det var gaaet, som det var.
Han viste, hvad Eftertiden fuldt ud har givet ham Ret
i, at »fordi Kampen mellem A ser og Jætter, med Val
hal og Gimle, var for Skjalden ét med den, han fandt
og førte i sit inderste og saa’ i Bibelen forklaret, derfor
kom der ingen Grundstrid i hans Syn og Skrift; han
gik ej fra Bibelens Aand, da han fulgte Nordens, og
den gamle Kæmpeaand forlod ham ingenlunde, da han
udelukkende vilde oplives og styres af den store Aand,
som skabte nyt paa Jorden, thi Aander, som kan enes,
udelukke ej hinanden; i Aandens R ige er Høvdingen ej
blot over alle, men alle er i ham, han er alt i alle.
Og nu Historiens, Menneskehistoriens .Aand, hvad
skulde det vel være for en uden, som den styrende,
334
’) G ru n d tv ig og Ingem ann S. 72.