343 / 494
332
Fjende eller ikke«. Med Hensyn til den i Domspræ
misserne omtalte Enighed imellem Clausen og Landets
højeste gejstlige Embedsmænd udtaler Lindberg saa ufor
beholdent som muligt, at »under den Forudsætning, at det
er eller bliver oplyst, at Landets samtlige Biskopper i
det væsentlige dele Mening med Prof. Clausen om vor
Kirkelære og Trosbekjendelse efter hans ovenfor ci
terede Y trin g x), gjør jeg den Erklæring om Landets
samtlige vedkommende Biskopper, den nemlig, at de
ere falske Lærere, til min Erklæring og kan under ingen
Omstændigheder tage den tilbage . . . Man kan ikke
tillægge Hyrdebrevet nogen kongelig Avtoritet, om det
end har Kongens Tilladelse til at blive trykt, uddelt,
udsolgt; men hvis det omtalte Hyrdebrev havde været
Hans Majestæt forelagt, og Landets samtlige Biskopper
havde faaet nogen kongelig Avtorisation paa de deri
indeholdte Sætninger, havde det vel været en anden
Sag, men kun for saa vidt at jeg da — under den
Forudsætning, at Biskopperne havde undertegnet eller
vilde undertegne Prof. Clausens Ord om vor Trosbe
kjendelse, at den vil føre til et ufrugtbart Bigotteri —
maatte erklære dem for ikke alene at være falske Lærere,
men tillige for at være dem, som »Majestæten belejdiget
og imod Kongens Enevoldsherredømmes Højhed grove
lig sig forgrebet haver«. Thi dersom nogen Biskop i
Danmark vilde rokke og undergrave vor Kirkes Tros
bekjendelse — hvilket paa det stærkeste skete, naar
') at »ligesom den katliolske K irk e læ re ved at løsrive G jerningen
fra T roens G ru n d fø rer til farisæ isk L eg alitets A a n d , saaledes
vil den protestantiske, som gjør F orsoningstroen til R etfæ rdig -
g jørelsens eneste B etingelse, f ø r e t i l u f r u g t b a r t B i g o t t e r i «
(C lausens S k rift S. 426).