338 / 494
327
meget om Sagen at gjøre, saa lad dem betjene sig af
Midler, der lettelig maatte frembyde sig i videnskabe
lige Skrifter, for at møde dem, der efter deres Mening
nedbryde den sande Tro, og saaledes lette deres
Hjærte«.1) Helveg har unægtelig Ret, naar han i An
ledning af denne Bispernes Udtalelse bemærker: »Be
høvede Tonen, den voldsomt stormende Tone i »Kir
kens Gjenmæle« en Retfærdiggjørelse, saa kunde den
ikke faa nogen fuldstændigere end ved dette Hyrde
brev, thi sandelig, det maatte være kommet vidt i
Danmark, naar samtlige Biskopper turde vove offentlig
uden videre at stemple de Mænd, der talte Kirkens og
Kirkelærens Sag, som æreløse Styverfængere! De havde
næppe vovet at tale i den Tone, dersom de ikke vare
visse paa at have Stemningen for sig, og var Stem
ningen saadan, saa maatte der i Sandhed djærve Slag
til for at trænge igjennem«.
Clausen undlod ikke under Processen at beraabe sig
paa dette Hyrdebrev som et Vidnesbyrd om, at han
ikke førte falsk Lærdom, idet han »under Sagen op
lyste«, at »den samme Lærdom i det væsentlige ikke
blot hyldes af Landets øverste gejstlige Embedsmænd,
men endog udtrykkelig har været fremsat i det af Rigets
samtlige Biskopper til alle Landets Præster udstedte
Hyrdebrev, der før end dets Bekjendtgjørelse har været
forelagt Hans Majestæt, som derefter har tilladt, at det,
saaledes, som det var affattet, maatte uddeles blandt
Gejstligheden«.2) Grundtvig gjorde, efter at hans An
søgning om Afsked var bleven bevilget, atter Paastand
]) H elveg: D en danske K irk e s H isto rie efter R eform ationen II, 487.
2) Præ m isserne til D omm en, aftry k t i L in d b erg s oven anførte Skrift.