334 / 494
323
stolene ved at henskyde sig under sit Embedsansvar
imod Staten« x).
Saa snart det var givet, at denne Sag, som Grundt
vig havde tænkt sig som en aandelig Holmgang imel
lem. de to stridende Anskuelser, skulde og maatte falde
ud til et privat Injuriesøgsmaal — Overrettens Kjen-
delse faldt den iode April 1826 — , nedlagde Grundtvig
sit Embede, et Skridt, der selvfølgelig vakte betydelig
Overraskelse og blev højst forskjellig bedømt, mensom
i Virkeligheden efter hele det Syn, han havde paa Stil
lingen, var det eneste korrekte. »Hvorfor jeg nedlagde
mit Embede, uagtet selv Biskop Munter indtrængende
bad mig beholde det«, siger han i Kirkespejlet, »var
ene og alene, fordi Præstestillingen i Statskirken syntes
mig aldeles utaalelig, naar Øvrigheden holdt med Stats
kirkens aabenbare Fjender, og naar jeg, som en født
Hader af alle Processer, skulde forfølges med de ærger
ligste af alle Processer, hvor den borgerlige Æ re stod
paa Spil, og det gjorde derfor Udslaget, at Frederik
den sjette, da jeg personlig forestillede ham det, sva
rede mig ganske alvorlig: »Det kan jeg ikke gjøre v ed ;
jeg har holdt paa Dem, saa længe jeg kunde«. I sin
Ansøgning om Afsked udtaler han skarpt og klart, at,
»idet han saaledes maatte anse det for en juridisk Fejl
tagelse, hvad der stedse havde været ham en trøstelig
Overbevisning, at naar han efter bedste Indsigt iagttog
sit Embedes Pligter, skyldte han ingenlunde Fjenderne
------------ :------------
_
I
]) Se Jac. C hr. L in d b erg : D en kongelige Lands-O verrets samt
H of- og Stads-R ets K jen d else og D om i Sagen D r. Prof. theol.
H . N . C lausen contra P astor N . F . S. G rundtvig, hvor saa vel
denne K jen d else som D omm en m eddeles fuldstæ ndig.
21*