340 / 494
3 2 9
Gjenstande, naar disse blot ikke gaa ud paa at ned
bryde Læren om Guds Tilværelse og den menneskelige
Sjæls Udødelighed, og Forfatteren i øvrigt ikke til
lader sig at laste eller forhaane den kristelige Lære,
hvilket Citanten aldeles ikke kan siges i det af ham ud
givne Skrift at have gjort, da han tvært imod højt an-
priser berørte Lære . . . Citanten maa kunne fordre, at
naar han i Overensstemmelse med den Bemyndigelse,
som det foranførte Lovbud indeholder, foredrager de
Sætninger, som han anser for rigtige, og i øvrigt holder
sig inden for Grænserne af, hvad Forordningen har fore
skrevet, maa ingen ved at bestride hans Læresætninger
angribe ham med utilbørlig og fornærmelig Tiltale . . .
Indstævnte har imidlertid tilladt sig de mest krænkende
Ytringer om Citantens religiøse Foredrag, idbt han endog
siger om denne, at han i sin Bog har stillet sig i Spid
sen for alle den kristelige Kirkes Fjender i Landet, og
at hans protestantiske Kirke er et Afgudstempel, samt
betjener sig af forskjellige andre lige saa bitre Udla-
delser, og har han tillige paa flere Steder karakteriseret
Citantens Foredrag som Vrævl og Daarekistesnak m.
v.«. Som Følge af hele denne Betragtning, der, som
man vil se, til Trods for den bestemte Erklæring om,
at det udelukkende drejer sig om den formelle Side, i
Virkeligheden tager afgjort Parti for Clausen i Hen
seende til Sagens Realitet, idet det afgjort betones ikke
blot, at Clausen i sit Skrift ikke har overtraadt Presse
loven, men ogsaa, at han er i Overensstemmelse med
Landets gejstlige Myndigheder, kom Retten til det R e
sultat, at »Citantens Paastand om, at de paaankede Ud
talelser mortificeres, og at indstævnte for hans i den