NFSGrundtvigsLivOgGjerning

330

Henseende udviste Forhold anses med Straf, er vel

grundet«. A f Hensyn til, »at der er Anledning til at

antage, at indstævntes Angreb paa Citanten ikkun hid

rører fra Iver hos indstævnte for det, som han anser

for det rette, og at det ogsaa kan være troligt, at det,

uagtet flere Udtryk i hans Bog synes at indeholde

Angreb paa Citantens moralske Karakter, dog forhol

der sig, som han i den under Sagen fremlagte Erklæ

ring har opgivet, nemlig at det ikke har været hans

Tanke enten at ville krænke Citantens borgerlige Æ re

eller bedømme hans Sindelag og Hensigt«, bestemtes

Straffen til en Mulkt af 100 Rigsbankdaler.

Saaledes endte denne navnkundige Proces. Grundt

vig, som fra første Færd af havde fundet det i højeste

Grad uheldigt, at det Angreb, han havde rettet paa

Clausen, førte til en Proces og ikke til en afgjørende

Erklæring enten i den ene eller anden Retning fra

Statskirkens Side, akkviescerede selvfølgelig ved Over

rettens Dom og appellerede ikke til Højesteret. I og

for sig var den Dom, der var overgaaet ham, da ogsaa

saa lempelig, at Clausen ingenlunde havde Grund til

at triumfere over den Æresoprejsning, han havde faaet;

det værste ved den var, at den i Henhold til Trykke

frihedsloven medførte, at Grundtvig kom under Cen

sur — »livsvarig«, som den skulde have været,

blev denne nu vel ikke, men først i 1838 fik han

dog sin Skrivefrihed igjen. Processen fik for. øvrigt

et Efterspil, idet Lindberg udgav en skarpt kri

tiserende Redegjørelse for Sagens Gang, hvortil han

føjede en i Form af et Brev til Forfatteren stilet E r

klæring fra en af Rettens Assessorer N. M. Spandet,