337 / 494
3 2 6
som i Skriftens Fortolkning og Dogmernes Udvikling
gaa af fra de vante Veje, skjønt de holde Kristi Navn
i Ære, angrebne med Haansord og Injurier, som om
de vare den hellige Religions Fjender, og stemplede
som vantro og ugudelige; ja de samme Folk udtale
ikke sjælden en almindelig Fordømmelsesdom over det
attende Aarhundredes Theologer, som om de alle ned
brød Kristi Lærdom, som om der ikke mellem dem
kunde nævnes udmærkede Lærere og Bekjendere. . . .
Det er en Selvfølge, at Folk enten slet ikke forstaa
theologiske Tvistigheder eller, naar de søge at forstaa
dem, tage Ordene i en ganske anden Mening end den,
hvori de ere sagte. Deraf opstaa de Forsamlinger,
Separationer og Sekter, der ikke sjælden blive farlige
for Samfundet. Gid dog de Mennesker vilde betænke
det, som i smaa Fejdeskrifter paa et Par Sider eller
Blade, som Folk kunne løbe igjennem, der ikke pleje
at læse større Bøger, angribe deres Modstandere og
søge at vinde Folk for deres Meninger. Ikke sjælden
foregive disse Mennesker, at de drevne af deres Sam
vittighed tale Guds og Sandhedens Sag, og maaske tro
de det ogsaa selv, men sædvanlig tale de kun efter
bedste Evne deres egen Sag. Det er nemlig Menne
sker, som jage efter Folkegunst, som søge en smudsig
Vinding og derfor ville føre sig Mængdens Uvidenhed
til N y tte ; det er Mennesker, som hige efter en rigtig
nok ublodig Martyrkrone, og hvem man med Tertullian,
skjønt rigtignok i en anden Mening, kan kalde »ikke-
kristelige Martyrer«. Dersom de alene søge Sandheden,
saa lad dem holde op med at forvirre Mængden med
allehaande Flyveskrifter, men er det dem virkelig saa