NFSGrundtvigsLivOgGjerning

321

Mynsters Bøger og alle deres fælles Læsere og Tilhø

rere før hin Prædiken til Vidne paa, at han som Kristen

ikke maatte og som konsekvent Tænker ikke kunde

forudsætte andet, end at de var kirkelig grundenige,

og at Mynster fandt, at hvad det saa end ellers var,

Clausen vilde have frem, saa var det bestemt ikke

Kristendom. »Havde jeg«, siger han, »kunnet forudse,

ikke, hvad det skulde koste mig, men den unaturlige

Forbindelse imod mig, da burde jeg maaske alligevel

skrevet baade Bogen og Fortalen, men jeg havde for

modentlig ikke kunnet, saa hvis nogen jordisk Klarhed,

som jeg dog tvivler om, kunde givet mig det Syn, da

var det godt, jeg ikke havde den. Saa vidt jeg nemlig

kjender mig selv, behøvede Dr. Mynster kun lidt før

at have givet mig det offentlige Vink om, at han vilde

behandle Professor Clausen som en vildfarende Broder

og mig som en af Kristi Kors’ Fjender, blot et saadant

offentligt Vink derom som det, alle de Læsere, jeg

kjender, altsaa jeg selv med, har fundet i hans Prædiken

om den kristelige Visdom, da vilde jeg strax skjønnet,

at en Fristad i Israel tjente baade mig og mine bedst,

saa længe den Ypperstepræst levede, og den danske

Statskirke kunde da næppe være mig saa dyrebar, at

jeg for d e n s Skyld vilde opofret, hvad jeg dog vel

ikke opofrede for min egen Skyld: min borgerlige Ro

lighed, der vist ikke er nogen Mand i Danmark kjærere,

end den er mig«.

Medens Striden imellem Rationalismen og den kir

kelige Anskuelse saaledes førtes ikke blot i Literaturen,

men ogsaa paa Prædikestolen, gik den af Clausen an-

Fr. W. Horn: Grundtvigs Liv og Gjerning.