NFSGrundtvigsLivOgGjerning

3i9

Grundtvig svarede den følgende Søndag med en Præ

diken om »Den kristelige Kamp«. Dette mægtige Ud

brud af den Stemning, som fyldte ham, vendte sig di

rekte mod Mynster og hævdede mod hans mæglende

Standpunkt ikke blot Kampens Berettigelse, men og-

saa enhver Kristens Pligt til at føre den. »Brødre! vi

have Kamp«, saaledes begynder denne mærkelige Præ

diken; »saa siger Apostlen til sine medkristne og for

maner dem paa det alvorligste til at fare i Harnisk, saa

de i Guds fulde Rustning kunne møde Fjenden, mægtige

til at imodstaa alle hans snedige Anløb, dygtige til at

beholde Marken og lyksalige nok til i Himlen at ende

deres Bane med Sejr og Ære. Brødre! vi have Kamp,

det maa da, kristne Venner, ogsaa være det store A l

vorsord, hvormed vi tiltale hverandre, saa sandt vi ellers

vil bevare Broderskabet med Apostelen, det er: saa

sandt vi ville være Guds Børn med ham i Kristo Jesu.

Lad da kun Verdens Præster og Profeter raabe: Brødre!

vi vil have Fred, Verdens Fred, hvad det saa end skal

koste! lad dem kun høste Verdens Pris for Mildhed og

Sagtmodighed, for Visdom og Kjærlighed, lad dem kun

hellige og velsigne Verdens Had og Forbitrelse mod

os, fordi vi som Frelseren vidne om, at dens Gjernin-

ger ere onde . . . Brødre! vi maa, v i v il h a v e K a m p

i H e r r e n s N a v n , vi vil det, vist nok ikke, fordi

Kampen er behagelig, ej, fordi vi fattes den høje Vis

dom, at det er langt mageligere, medens Fjenden raser,

at sidde med Hænderne i Skjødet, end i aaben Mark

at gaa ham paa Klingen, langt nemmere at tale Ver

den end at tale Herren efter Munden, til Behag, langt

klogere i kjødelig Forstand at lempe sig efter Verden