327 / 494
3
!Ö
men for hans Højærværdighed er Fornuften det, og
hans Fortolkningskunst gaar ud paa at bringe Skriften
i Samklang med Fornuften, da Luther derimod stræbte
at bringe Fornuften i Samklang med Skriften . . . .
Hvad Kristus er for Hr. Dr. og Prof. Clausen, ved jeg
ikke, thi det er for dunkelt antydet i hans Værk, men
at det er den historiske Kristus, Luther troede paa
og bekjendte, tvivler jeg paa; heller ikke ved jeg,
hvorledes han tænker sig Guds Naade i Forbindelse
med Jesu Fremtræden paa Jorden; hvad derimod
Jesu Døds forsonende Kraft angaar, da forkaster
han den paa den bestemteste Maade og som en
Følge deraf tillige den lutherske Læ re om den hellige
Nadvere, om Syndsforladelse i Daaben og dens Grund,
Læren om Arvesynden, hvilke alle hos Luther staa i
den nøjeste Forbindelse med hans Lære om Jesu Døds
Kraft. Idet Hr. Dr. og Prof. Clausen tager Hjærtet ud
af Luthers aandelige Liv, ja, idet han betragter den
nes Tro paa Guds Ord som en Daarlighed, en blind
Tro, ligesom aftapper Blodet af hans aandelige Legeme,
— saa maa dette Luthers aandelige Legeme, d. e. hans
Lære, ligge for ham som dødt, mishandlet og hæsligt,
hvilket han altsaa ikke har L y st til at se paa, men
vender sig derfra med Modbydelighed. Dreven af denne
er han bleven partisk og bitter dømmende mod den
redelige, gudfrygtige og djærve Stridsmand i Guds Kirke,
Morten Lu ther«.— L en Afhandling om »Rationalismen
i dens Forhold til Bibelen og Protestantismen« af Stifts
provst Dr. Rasmus Møller, der stærkt angriber Clau
sens Skriftprincip, hedder det: »Dersom vi sige til
Kristne: vel synes ikke et Ord i den hellige Skrift be