NFSGrundtvigsLivOgGjerning

3i3

saa længe Tavshed nogenlunde kan bestaa med det,

jeg skylder Sandheden og mig selv. Hvor kristelig og

videnskabelig Aand er forvist fra den theologiske Pole

mik, og det hadefulde og hovmodige Sind raser frem

med æreskjændende, fordømmende Ord, der bliver det

desuden Fortjeneste af Kristendom og Humanitet

at tie for ikke at bidrage til at forøge Forargelsens

Vederstyggelighed«. Skjønt Clausen saaledes ventede,

at hans Bog vilde blive gruelig medtagen af Grundtvig

og hans Meningsfæller — der er jo ingen Tvivl om,

at særlig Slutningen af det sidst anførte Citat er myntet

paa dem — , kom »Kirkens Gjenmæle« alligevel bag paa

ham, thi »et Udbrud saa brutalt, saa blindt lidenskabe

ligt, laa uden for al Beregning«, og det stillede sig —

underligt nok — endnu, da han efter halvtredsindstyve

Aars Forløb nedskrev sit Levnet, hvor den oven anførte

Betegnelse af Grundtvigs Angreb findes, »lige saa fabel

agtigt for ham som den Gang, hvorledes en kirkelig

Modstander uden Blusel har kunnet falde paa at be

tegne Forfatteren af hin Bog som en Mand, der har

stillet sig i Spidsen for alle den kristelige Kirkes Fjen

der og Guds Ords Foragtere i Landet«. En Uges

Tid efter, at »Kirkens Gjenmæle« var udkommet — den

i ode Septbr. — , indrykkede Clausen i Adresseavisen en

Erklæring om, at han »med Hensyn til de i dette Skrift frem

førte injurierende Beskyldninger har gjort de fornødne

Skridt for i Overensstemmelse med sin Embedspligt at

forfølge Sagen paa Rettens Vej«. »Ved en anden For

fatter end Pastor Grundtvig«, tilføjer han haanlig,

»vilde jeg anse det fornødent at gjøre offentlig opmærk

som paa de mangfoldige Mistydninger og Fordrejelser