312
saa gunstig, som den vilde have været, om Clausens
Skrift havde været betydeligere, og navnlig lettere til
gængeligt for det læsende Publikum, naturligvis mindre
at betyde, men det kom for saa vidt til at virke uhel
dig ind paa hele Stridens Gang, som Almenheden ikke
ret kunde faa Øje paa, hvad den drejede sig om, og fol
en stor Del i Grundtvigs Optræden kun saa’ et Udslag af
den
rabies theologica,
han i saa høj Grad havde Ord for
at lide af, eller endogsaa underlagde den hævngjerrige
Motiver. Man fæstede sig i det hele taget mere ved
de stærke Ord, • Grundtvig havde brugt, end ved Stri
dens Kjærne, som man først efterhaanden lærte at for-
staa. Dette, at Sammenstødet opfattedes som et grovt
og i Grunden umotiveret Overfald, en Opfattelse, man
med hele Grundtvigs tidligere Optræden
in mente
var
særlig tilbøjelig til, bidrog væsentlig til at sinke Udvik
lingens Gang.
Clausen var belavet paa, at hans Bog vilde møde
Indsigelse, og særlig var han »beredt paa adskilligt«
fra den Side, der repræsenteredes af Udgiverne af det
theologiske Maanedsskrift. »At Bogen«, hedder det i
Fortalen, »af flere vil blive mistydet og fordrejet, af en
og anden endog forkætret og anathematiseret, det har
jeg allerede under Udarbejdelsen ofte maattet sige mig
selv«. Ja, han var i den Grad forberedt derpaa, at han
tog følgende karakteristiske Fforbehold: »Det vil, som jeg
liaaber, ikke blive mistydet eller udlagt som Indrøm
melse eller Samtykke, om jeg ved en Bog, som inde
holder S to f og derfor ogsaa kan give Anledning til
Strid og Kontrovers uden Ende, overlader til den selv
at føre sit P'orsvar imod forestaaende Kritiker og Angreb,