NFSGrundtvigsLivOgGjerning

312

saa gunstig, som den vilde have været, om Clausens

Skrift havde været betydeligere, og navnlig lettere til

gængeligt for det læsende Publikum, naturligvis mindre

at betyde, men det kom for saa vidt til at virke uhel

dig ind paa hele Stridens Gang, som Almenheden ikke

ret kunde faa Øje paa, hvad den drejede sig om, og fol

en stor Del i Grundtvigs Optræden kun saa’ et Udslag af

den

rabies theologica,

han i saa høj Grad havde Ord for

at lide af, eller endogsaa underlagde den hævngjerrige

Motiver. Man fæstede sig i det hele taget mere ved

de stærke Ord, • Grundtvig havde brugt, end ved Stri

dens Kjærne, som man først efterhaanden lærte at for-

staa. Dette, at Sammenstødet opfattedes som et grovt

og i Grunden umotiveret Overfald, en Opfattelse, man

med hele Grundtvigs tidligere Optræden

in mente

var

særlig tilbøjelig til, bidrog væsentlig til at sinke Udvik

lingens Gang.

Clausen var belavet paa, at hans Bog vilde møde

Indsigelse, og særlig var han »beredt paa adskilligt«

fra den Side, der repræsenteredes af Udgiverne af det

theologiske Maanedsskrift. »At Bogen«, hedder det i

Fortalen, »af flere vil blive mistydet og fordrejet, af en

og anden endog forkætret og anathematiseret, det har

jeg allerede under Udarbejdelsen ofte maattet sige mig

selv«. Ja, han var i den Grad forberedt derpaa, at han

tog følgende karakteristiske Fforbehold: »Det vil, som jeg

liaaber, ikke blive mistydet eller udlagt som Indrøm

melse eller Samtykke, om jeg ved en Bog, som inde

holder S to f og derfor ogsaa kan give Anledning til

Strid og Kontrovers uden Ende, overlader til den selv

at føre sit P'orsvar imod forestaaende Kritiker og Angreb,