321 / 494
3 i o
mit Indre, som kunde trodse al Verdens. Ligesom det
/
nu blev mig soleklart, at h a n , som vidnede, at Salig-
gjørelsens Hemmelighed var skjult for de lærde og
kloge og aabenbaret de umyndige, kunde umulig uden
klar Selvmodsigelse binde de ulærdes Tro til de lærdes
Vidnesbyrd, saa blev det mig lige saa soleklart, at
h v i s Skriften var den kristne Menigheds Trosregel, da
vilde Vantroen nu, da næsten alle de skriftkloge hyl
dede den , have et langt gyldigere og stærkere Vid
nesbyrd end Troen, som kun nogle enkelte skriftkloge
bevidnede, og min Slutning blev da, at saa vist som
Jesus Kristus var Gud Faders enbaarne Søn, s a a vist
maatte der ogsaa i Kirken findes et langt gyldigere og
stærkere Vidnesbyrd om den ægte oprindelige kristne
Tro, end Bogstavskriften paa nogen Maade kunde være
for Kvinder og Børn og alle de ulærde. Da jeg nu i
denne Retning uafladelig grublede, læste og skrev un
der Bøn og Paakaldelse, se, da slog det mig i et vel
signet Øjeblik, at det mageløse Vidnesbyrd, jeg saa
møjsommelig ledte om i hele Aandens Verden, det gjen-
nemlød som en Himmelrøst hele Tiden og Kristenheden
i den apostoliske Trosbekjendelse ved Daaben«.
Hvad man i det hele taget mener om »Kirkens
Gjenmæle«, beror selvfølgelig paa den Opfattelse, man
har af de to Anskuelser, der her tørnede sammen, men
selv om man fuldt ud billiger Grundtvigs Standpunkt,
vil de fleste vistnok være enige om, at det Angreb,
han rettede paa Clausen, i mange Maader var uheldigt
i sin Form og tillagde den Bog,, som fremkaldte
det, en Betydning, der i og for sig ingenlunde tilkom