317 / 494
3
o
6
Mørkets Børn foragte, Morten Luther fra dem, der ej
vilde enes med ham, og paastaa, at hos ham og dem,
der trolig fulgte ham, var Fejltagelsen i Grunden ube
tydelig og løber ud paa en blot Formalitet, thi naar
vor Menighed byggede paa den evangeliske Historie
og paa den Trosbekjendelse, Apostlene selv som Med
lemmer af Menigheden aflagde i deres Skrifter, da byg
gede den unægtelig paa den apostoliske Trosbekjendelse
og fortolkede Skriftens Ord til Lærdom rettelig efter
den, og Fejlen laa blot deri, at det ny Testamentes
Ægthed ej beviser sig selv, men bevises kun ved
Kirkens aabenbare Vidnesbyrd, som derfor er den
eneste ret forsvarlige Grundvold«.
Hvad der giver »Kirkens Gjenmæle« en ganske
særlig Interesse, er den stærke Hævdelse af Trosbe-
kjendelsen, som her første Gang fremtræder klart og
bestemt. V i staa, som bekjendt, her over for et Hoved
punkt i Grundtvigs kirkelige Anskuelse. Hvad han her
pegede paa, Trosbekjendelsen som »den kristelige Kirkes
uforanderlige Grundvold«, er just det, der særlig er
bleven betegnet som hans »mageløse Opdagelse«. Den
var da først for ganske nylig gaaet op for ham, og man
føler stærkt hele Skriftet igjennem, at han er sig be
vidst, at han har faaet et Fodfæste, der giver ham en
Sikkerhed over for Rationalismen, han længe havde
savnet. Da han i 1 81 2 udgav sin Verdenskrønike, forud
satte han i det hele taget ligesom Luther, at »det ny
Testamente var ægte, Texten sikker, og de Ord, der til
skrives Sønnen og den hellig Aand, et virkeligt, med sig
selv enigt Guds Ord, og fandt da i det historiske en sikker
Regel til at fortolke det dogmatiske efter«, og ogsaa for
det gamle Testamentes Vedkommende »underkastede han