314 / 494
303
enes om det kristelige, som læg og lærd, og som de
i Tankegang forskjelligste kristelige Lærere, som en
Justinus Martyr og Irenæus, Ansgar og Luther,
Reinhard og Balle havde til fælles, og som då unægte
lig er det grundkristelige, forene os derom, taale hos
hverandre al dermed forenelig theologisk Forskjellighed,
men vige da ej heller et Haarsbred enten for aabenbare
Fjender eller falske Venner, skille os højtidelig fra dem,
som ved at vrage Kirkens oprindelige Bekjendelse og
guddommelige Naademidler selv have skilt sig fra os, og
som kun vil beholde det kristne Navn for under Ven*
skabs Maske at forføre Menigheden og for at tilsnige
sig Glansen af det store Kirkens Vidnesbyrd, de ej
vil tro . . . . Ingen af os kan dø i Jesu Kristi Navn
paa vor egen Skriftfortolkning eller paa noget Menne
skes Ord, der ej haver Guds øjensynlige Vidnesbyrd.
Dette guddommelige Vidnesbyrd har Bekjendelsen for
os i de apostoliske Skrifter og i hele Kirkens under
fulde Historie, men ingen Fortolkningsregel uden den,
at Skriften skal forstaas efter Trosbekjendelsen, kan
ikke forstaas uden af troende, med den hellige Aand *),
ingen Fortolkningsregel uden denne har den apostoliske
Kirkes og Historiens guddommelige og menneskelige
Vidnesbyrd.
Hertil maa Kirken holde sig og lade
J) „D et ny T estam en te“, h e d d er det et andet Sted, „forudsæ tter i alle
M aader T rosbekjendelsen, baade hviler og bygger paa den, da det
unæ gtelig b lo t er den kristelige K irk e s V idnesbyrd, som gjør
den B og til K irk e n s L ys, og da S kriften u d tryk k elig er stilet
til den allered e troende og døbte M enighed og vil ikke lære
den noget nyt, m en k u n bestyrke og stadfæ ste den i sin kristelige
T ro“.