318 / 494
307
sig grundærlig Skriftens Aand og Ord«. Det var et
Standpunkt, der var vundet gjennem megen Kamp,
og allerede i Verdenskrøniken fra 1 81 4 se vi, at han
begynder at føle Grunden noget usikker. »Enhver«,
hedder det i Fortalen til den nævnte Bog, »som i den
nærværende Tid bliver Kristen for Alvor, har vel lige
som jeg fornummet, hvor haardt det holder at vinde
Tro paa det gamle Testamente, især paa de Under
værker, som deri fortælles. Da det ret blev mig Alvor
med min Tro, og jeg paa ny læste Biblen med Efter
tanke, saa’ jeg flux, at naar man troede paa Kristus,
da maatte man tro alle hans Ord som et Evangelium
og tro alle Bøger, han gav Vidnesbyrd som hans og
Guds Ord. Megen Vanskelighed fandt jeg nu ikke ved
at tro Moses, men mangen Fortælling i de historiske
Bøger stødte mig endnu; jeg følte, at man her uden
Salighedens Fare kunde tvivle, men jeg følte og, hvor
pinligt det er, naar man tror Gud, da at tvivle om noget,
man dog maa formode er Guds Ord. Havde jeg været
Lægmand, vilde saadanne Tvivl ventelig enten ej op-
staaet eller dunkelt vedblevet, men som Præst, som
Guds Ords Forkynder i vantro Dage følte jeg, det gik
ikke an at standse ved saadanne Tvivl, og jo mere jeg
læste Bibelen og gav A g t paa Jesu Ord, des nødven
digere fandt jeg det at holde den hele Fortælling om
Israels Folk fra Moses til Nehemia for Sandhed. Hvad
der drev mig allermest hertil, var, at jeg saa’, hvorle
des Jesus anførte Begivenheder af det gamle Testa
mente som utvivlsomme Ting. Det blev mig vist, at
Samuels eller Kongernes Bøger og hvilke andre, Jesus
eller hans Apostle viste os hen til, skulde tros, ja ved
20*