320 / 494
seelse«, han er kommen til at begaa i Henseende til
Anvendelsen af det Princip for Sondring imellem den
hellige Skrifts Bøger, han her opstiller, og tilføjer, at
»denne Opdagelse vist nok har gjort ham bange for
hele hans Inddeling, men ikke for Inddelingsgrunden,
thi den er nødvendig, og kun af Nødvendighed har jeg
antaget den«.
Idet han saaledes følte Vigtigheden, ja Nødven
digheden af at have noget bestemt at holde sig til,
havnede han omsider i Trosbekjendelsen som det levende
Guds Ord, der var bleven bevaret uforandret igjennem
Tiderne, og i hvilken Kristendommens Aand og Væsen
helt og holdent var udtrykt. »Jeg var falden i dybe
Tanker«, fortæller han i »Kirkespejlet«, »over den for
tvivlede Stilling, hvori Kristi Menighed, og navnlig alle
dens Børn og ulærde Medlemmer, var kommen derved,
at næsten alle de skriftkloge trodsig paastod, at ikke
alene den hellige Skrifts Oprindelse, Omfang, Ægthed
og rette Fortolkning var meget tvivlsomme, men at de
kirkelige Grundlærdomme om Treenigheden, Kristi Gud
dom og Forsoningen, naar man var Grundsprogene
mægtig og saa’ ret til, slet ikke fandtes i Bibelen, som
hos alle Protestanter jo dog var Troens eneste Hjem
mel. Hvor overbevist jeg nemlig end selv var om, at
Rationalisternes Bibelkritik og Skriftfortolkning var om
trent lige ugrundede og uærlige, saa kunde jeg dog
hverken overse, at kristelige Børn og Lægmænd var
lige ilde farne, eller glemme, at selv m in Bibelkund
skab vilde ikke forslaa til at trodse Legionens Vidnes
byrd, naar jeg ikke tillige havde kirkehistorisk Kund
skab og havde fremfor alt et Aandens Vidnesbyrd i
3 0 9