NFSGrundtvigsLivOgGjerning

1 8

vel mod den historisk-kristelige Kirke i det hele som

mod den danske Statskirke og dens symbolske Bøger

fandt Grænsen baade for sin og Regeringens Lemfæl

dighed«.

Den store Almenhed, særlig i Hovedstaden, synes

saa godt som helt at have stillet sig paa Clausens Side,

og hertil bidrog Mynsters Optræden væsentlig. V i have

allerede omtalt, hvorledes han i og for sig bedømte

Clausens "B og ; naar han nu ikke des mindre uforbehol

dent tog Clausens Parti i Striden, havde det sin Grund

i hans Misfornøjelse med den efter hans Mening util

børlig hensynsløse Maade, hvorpaa Grundtvig, som han

jo i det hele taget ikke saa’ mildt til, var optraadt over

for sin Modstander. I en Prædiken »Om den kristelige

Visdom« udtalte han sig skarpt imod dem, der »fare

frem i Blinde, der ilsomt følge det svage, det saa ofte

bedragne Hjærtes Tilskyndelser og, ligesom de i ethvert

Forhold kun afstedkomme Forstyrrelse, saaledes ogsaa

ofte, om end imod bedre Vidende og Vilje blive Kristi

Korses Fjender, give en Forargelse, som de ikke igjen

kunne læge, vække en Tvedragt, som de ikke igjen kunne

stille«, og et andetSted hedder det: »Dersom nu Hov

mods og Misundelses og Tvedragts Aand besjæler os,

dersom vi tage disse Følelser med os til det helliges

Betragtning, dersom vi søge at vække, nære og udbrede

disse Følelser vidt omkring os, dersom Frugten af vor

saa kaldte Andagt, af vort saa kaldte Arbejde i Her

rens Tjeneste ikke er den, at vi blive glade i Gud, men

kun den, at vi blive forbitrede paa Mennesker, hvor

kunde det da være Kristi Aand, der driver os?«