331 / 494
3 20
end at byde den Spidsen; nej visselig, ej derfor ville
vi have Kamp, men fordi vi se af Herrens Ord og af
Kristenfolkets store Levnedsløb, at Kampen er uund-
gaaelig, naar vi ikke som Krystere vil rømme fra Sand
heds, fra vor Herres Jesu Kristi og hans Korses Ban
ner. . . . Ja, Brødre! derfor vil vi have Kamp i Herrens
Navn, og det skal være vor Trøst, at for hans Øjne,
der ikke dømmer efter Skin, men efter Sandhed, om-
gaas vi ikke som de uvise, men som de vise, al den
Stund vi kæmpe ej for det uvisse, men for det visse,
ej for en forgængelig, men for en uforgængelig Krone,
ja, det skal trøste os over al vor Møje paa Jorden, at
er end Kampen haard, saa er og Sejren nær, og Hvi
len sød«.
I Slutningen hedder det: »Det er med Hvilen som
med Sejren : staar Hovedslaget i vort Inderste, og sejre
vi i Herren, saa Guds R ige kommer til os, da lære vi ej
blot at lejende Sejrens Storhed, men ogsaa Fredens
Velsignelse . . . Medens derfor Verden tænker, Verden
raaber, vi ere Fredens Fjender, da føle vi dybest, at
kun for Freden er det værdt at stride, kun fordi det
Guds Ord, som Verden forsmaar, kun fordi det er et
Fredens Evangelium, der giver alle troende Hvile for
Sjælen, kun derfor er Strid og Møje, Saar og Smerte,
Frygt og Sorg ej værd at regne, kun fordi Paradisets
Palmer vinke, kun derfor kan og vil vi ringeagte Kor
sets Skam«.
Mynsters Holdning over for de to Modstandere be
redte Grundtvig en dyb og smertelig Skuffelse. I sin
Afhandling »Om Religionsfrihed« x) kalder han alle
rj
U n d ertry k t 1827, løsladt 1866.