306 / 494
295
filosofiske Vej ved at underkaste sit Lærebegreb Skrif
tens Dom, men paa den historiske. A f Skriftens Ord
godtgjør den, at Kristus har forjættet Kirken sin Aand
indtil Dagenes Ende, og af de kirkelige Annaler søger
den at opvise den uafbrudte Række af sine Styrere,
som knytte Kirken til Kristus; hvoraf følger, at denne
Kirke kundgjør sig som den, der er og bliver i Be
siddelse af den hellige Aand . . . . Protestantismen der
imod henflytter sig med forsætlig Forbigaaélse af al
mellemliggende Historie umiddelbart til Kristendommens
Fødsel«. Som den ene af Protestantismens Hovedgrund
sætninger opstilles ganske vist, at »ingen Avtoritet und
tagen den hellige Skrift kan gjælde for Kristne som
ubetinget Troskilde«, men denne Henvisning til den
hellige Skrift modificeres væsentlig derved, at efter
Clausens Opfattelse »kun én Fremgangsmaade er den
sande: den, som udgaar fra Skriftens Fortolkning og
derefter bringer dens Lære i Samklang med Fornuftens
Udsagn«. Ganske vist er efter Protestantismens Begreb
»kun den kristelig Theolog, der er i Stand til at tolke
Skriften i Skriftens Aand«, men det bliver i Virke
ligheden den menneskelige Fornuft, der bliver det
afgjørende Fortolkningsprincip-, ret forstaaet er Skrif
ten i fuld Overensstemmelse med Fornuften, »den
er sig selv nok, sin egen Tolk, ved sig selv
klar og indlysende for ethvert seende Øje«.
Skrif
ten kan ikke paa nogen Maade undvære Kritiken og
Videnskaben, den er ikke saadan uden videre for Læ g
folk. »Naar vi betragte den hele Økonomi af vor hel
lige Skrift, betænke, at intet Ord er os umiddelbart
overleveret af Jesus selv, heller intet Ord udtrykkelig
beseglet ved hans højeste Avtoritet; at Jesu Taler og