303 / 494
2Q2
dette endnu den haardeste Prøve, jeg har gjennemgaaet,
fordi mit gjenfødte Haab om den nærværende Slægt og
den deraf flydende Deltagelse i dens aandelige V e og
Vel var end som det spæde Barn, for hvem Ligegyl
dighed kan være Aarsag nok til Døden«. Hans Haab
gik imidlertid karskt og levedygtigt ud af denne Krise,
hvorom det nævnte mærkelige Digt i fuldeste Maal
bærer Vidne. Hvad der væsentlig bidrog til at styrke
hans Mod og hans Tro paa, at den Tid vilde komme,
da det skulde lykkes ham »med bibelsk Prædiken og
Skrift at overvinde sine Landsmænds Ligegyldighed og
vække Barnetroen hos dem«, var den Omstændighed,
at to af de mest fremragende yngre lærde just paa
dette Tidspunkt sluttede sig til ham, nemlig »Dogma
tikeren« Dr. Rudelbach og »Hebræeren« Adjunkt Jacob
Christian Lindberg. »Hvilken Trøst og Glæde det er,
naar man i en Række af Aar har staaet ganske alene,
mod hele Verden, da at faa to djærve Stalbrødre for
én, det ved vel kun den ret, som har prøvet det, men
at det maa være fornøjeligt og styrkende, kan dog
hvert Menneske forstaa«. De bad ham om at deltage
i Udgivelsen af et paatænkt theologisk Maanedsskrift.
I Erkjendelse af, at, som Sagerne stod, havde Mynster
ganske andre Forudsætninger til at samle den gamle
Kristendoms Venner om sig, havde Grundtvig Resigna
tion nok til at raade dem til at henvende sig til ham,
men da han ikke vilde have noget med Sagen at gjøre,
tog Grundtvig den i sin Haand; Vanskelighederne med
at finde en Forlægger nu, da den danske Boghandel
næsten var gaaet i Staa, var store, saa meget mere,
som Maanedsskriftet skulde fejde paa de højlærde, men