304 / 494
293
en Bogbinder Milo lod sig omsider overtale til at »vove
sit Skind«, og Tidsskriftet begyndte at udkomme i 1825.
Det bestod kun i fire Aar, til Rudelbach drog til T y sk
land, men blev af stor Betydning som Hovedorganet
for de Anskuelser, Grundtvig og de, der sluttede sig
til ham, hævdede og udviklede under den store Kirke
kamp, der brød ud just i det nævnte Aar, og som blev
af gjennemgribende Vigtighed for hele Udviklingen her
hjemme. Det optraadte strax fra første Færd af saa-
ledes, at, som Grundtvig siger, »de glatte L ag af mine
lærde Medarbejdere aabenbart forskrækkede de ældre
Rationalister, saa de uden at turde vove en offentlig
Kamp kun i stum Fortvivlelse stræbte at ophidse den
verdslige Øvrighed mod Kirkelovenes Haandhævere til
Gunst for Overtræderne«. Det var den h i s t o r i s k e
Kristendom, der her traadte op imod den f i l o s o f i s k e ,
og Grundtvig var nu ikke længere ene om at tale
dens Sag.
Skjønt de kirkelige Tilstande i den halve Snes
Aar, der vare forløbne, siden Grundtvig først slog til
Lyd, havde forandret sig betydelig til det bedre, var
de dog endnu i hans Øjne alt andet end gode. »Det
var min fulde og faste Overbevisning«, skriver han, »at
kunde Trosfornægterne ej bringes eller nødes til at fra
skille sig, Sognebaandet løsnes over hele Riget, enhver
have Lov til at kommunicere og konfirmeres, hvor han
vilde, og Ægteskabets borgerlige Gyldighed skilles fra
den kirkelige, kunde dette ikke ske, da maatte de ægte
kristne, og hvem der vilde gjælde for det, skilles fra
Statskirken«. Saa nær var han allerede den Gang ved
et Brud med denne. Spændingen var saa stærk, at en