302 / 494
Munter skriver i alt Fald i sin Dagbog, at da Kan
celliet havde indstillet Grundtvig tillige med tre andre
Ansøgere, gik Stiftsprovst Clausen til Kongen og fra
bad sig ham, og faa Timer efter var han udnævnt.
Der fortælles ogsaa, at da han var hos Kongen for at
takke ham for Befordringen, sagde Frederik den sjette:
»Lad mig nu se, at De ikke forfølger de andre Præster
her inde«, hvortil Grundtvig skal have svaret: »Det
er nok heller dem, der forfølger mig, Deres Majestæt«.
Kongen lo og sagde: »Aa, ja, der er noget i det«.
Man var selvfølgelig meget spændt paa, hvorledes
Stiftsprovsten, der skulde indsætte Grundtvig i hans nye
Embede, vilde forholde sig ved denne Lejlighed, men
der blev ikke noget af den Fornøjelse, man havde
ventet sig, da de begge havde Takt nok til ikke at
komme frem med deres bekjendte Tanker 0111 hinanden,
»hvad vel faldt Stiftsprovsten lidt vanskelig, men lykke
des dog temmelig godt ved den Vending, at Grundtvig,
som han tørt bemærkede, havde baade mundtlig og
skriftlig gjort sig noksom bekjendt«.
Han havde nu naaet sit Maal at blive Præst i
Hovedstaden, »hvorfra alt, hvad der skal udbrede sig
over Landet, maa udstrømme«. Efter at have været
der et Aar maatte han imidlertid bekjende, at den
eneste Trøst, han havde, var, at »Guds Ord skal ikke
komme tomt tilbage, men som Sneen og Regnen udrette
det, hvortil det udsendes«; for menneskelige Øjne syntes
meget at-vidne om det modsatte. »Maaske«, siger han i
Fortalen til sit store Digt »Nytaars-Morgen«, i hvilken han
gjør Rede for sit Syn paa Forholdene, efter at han helt
har overvundet den omtalte »Dødskulde«, »maaske var
19*
291