298 / 494
287
offentlig forhaaner Ingemann som Digter, skal have
med mig at bestille, og ingen Dreng skal herefter ustraf
fet vove at laste hans Væ rk ; han er en besynderlig
duftende og sjungende Blomst i Skoven, han er sig
selv en Gaade, hvad han fattes og hvad han fejler, ved
i det mindste Drengene ikke, og hvad der ene i sin
Udvikling kan helbrede og styrke ham, den dybe, rene
Længsel efter Aanders Kjærlighed og Sfærers Har
monier, den er det, de angribe og haane. Det eneste,
som gjør ham til Digter, vil de true eller drille ham til
at forsage«.
Efter en temmelig ubetydelig Replik fra
Heiberg »Pegefinger mod Pegepind«, fulgte en Erklæ
ring fra Grundtvig, hvormed Striden afsluttedes: »Under
én Betingelse», siger han, »skal det indtil videre være
samtlige literære Drenge saa vel som den snurrige Pa
tron, Athenes Udgiver, fra min Side uforment at pege
Fingre og række Tungen ud ad mig, min Poesi og al
min Skrift efter Hjærtens Lyst. Betingelsen er den,
at de aiholde sig fra kaad L eg med det hellige og Spot
med Ingemanns Følelse, og vil de ikke det, da tage sig
Skade for Hjemgjæld. Jeg vil haabe, at mine Læsere
intet have mod denne Erklæring, thi harmer de smaas
Lystighed dem, har de jo Lo v til at frabede sig den
og blive da uden Tvivl forskaanede; finde de den der
imod morsom eller ligegyldig, nu, saa fortjene de slige
Forfattere, og de vil let se, jeg var en Nar, om jeg
vilde spilde Tid og Vid paa at spille med i slig en
Koncert. Maaske var det allerklogest, om hver Mand
der førte sin Pen med Æren, nedlagde den nu, saa
Læserne kunde faa deres Fornøjelse af Løjer og Lang-
kaal; men da dette vel af højere Grunde ikke lader