299 / 494
28 8
sig gjøre, maa man i det mindste én Gang for alle be
tyde Publikum, at hvem der tænker og skriver for A l
vor, kan ikke hveranden Dag kaste sit Arbejde for til
offentlig Morskab at stave med Drenge, som, naar de
maa stikke Piben ind, stikke alt med Fingeren, ja stikke
med Skidt og klappe i Næverne«.
Under Ingemanns
Udenlandsrejse sendte Grundtvig ham det store, smukke
Digt »Kjærmindebladet«, som blev trykt i sidste Bind
af Danévirke, og under Fej den med Tylvten benyttede
han Lejligheden til varmt at minde om »Ungersvenden
med det ømme Hjærte, Bernhard Ingemann«. —
Under alle sine mangeartede Sysler havde Grundt
vig intet Øjeblik opgivet Tanken om atter at komme
til at virke som Præst og særlig da som Præst i Ho-
vedstaden. Han trængte i høj Grad til at blive udreven
af den kolossale Virksomhed med Pennen, han nu havde
udfoldet i adskillige A a r ; der havde som Følge af den
Spænding og Anstrængelse, han stadig levede i, i For
bindelse med den Ligegyldighed, han overalt mødte,
sænket sig en saadan Dødskulde over hans Sind, at
han ogsaa legemlig følte sig Døden nær. Han fik først
Bugt med den, da, et Par Aar efter at der var foregaaet
en FOrandring med hans Stilling, Arbejdet paa et For
svarsskrift for Kristendommen, »afslørede Lunkenheden
i hans eget Bryst og samtidig gav den sit Banesaar«.
»Med Formen [i dette Arbejde] kunde jeg aldrig blive
tilfreds«, siger han, »thi hvor tørt jeg end begyndte,
blev den dog snart saa poetisk, at jeg fandt, den var
slet ikke skikket til at vise sig paa det døde Hav, og
da det omsider lykkedes mig at faa den gjennemsigtig,
saa’ jeg med Forskrækkelse, at Livet var forsvundet,