286 / 494
275
paa den ubegribeligste Maade. »Hos Grundtvig der
imod kan ingen Usikkerhed spores. Hans Syn paa
Baggesen er helt igjennem det samme og — tør det
tilføjes — det, som nu er i Færd med at trænge igjen
nem her i Danmark«1).
Grundtvigs Tilsagn i Fejdebrevet om, at han og
Baggesen til Trods for den Strid, der stod imellem dem,
skulde sætte Ryg mod Ryg, naar en af dem blev »bag
smækket af en Nidding eller Pog«, var alvorlig ment,
og han indfriede det fuldt ud, da Lejlighed gaves.
Allerede i Juli 1816 var han lige ved at rykke i Mar
ken med »Tolv Smaaknips til Paragrafdrengen iAthene«
i Anledning af Peder Hjorts i det nævnte af Molbech
udgivne Tidsskrift optagne berygtede »Tolv Paragraffer
om Jens Baggesen«, hvori det blandt andet hed om
Baggesen, at han »endeligen efter en lang Stridighed
med den indbildt orthodoxe Præst Nikolaj Grundtvig
affekterte et vist religiøst Sindelag for ogsaa paa denne
Maade at tilsnige sig den let bestikkelige Mængdes
Bifald«. Han betænkte sig imidlertid og holdt sine
Epigrammer tilbage, men i 1818, da den Oehlenschlåger-
BaggesenskeFejde havde naaet sit Højdepunkt som Følge
af Baggesens Angreb paa Oehlenschlåger, særlig i An
ledning af »En Rejse fortalt i Breve til mit Hjem«, og
Baggesen stod ene over for den rasende »Tylvt«, rykkede
Grundtvig ham kraftig til Undsætning. Allerede ved
R ygtet om den Bistand, han kunde vente, blev Bagge
sen jublende glad. Han hilste »Biblens ensomme
Kæmpe« velkommen paa Kamppladsen baade i Vers
’) Helveg anf. St.