281 / 494
270
Han er rede til at »vove en Alvorsdyst«,
skjønt midt i Strid jeg huer Freden bedst,
°g gjærne Hjærtet vilde kjærlig tale;
men til du ser, at ej jeg leger Hest,
skjønt Barn jeg er, det tjener os nok bedst
i Stilhed Gud hinanden at befale.
Dog Hjærteordet lader sig ej tvinge,
gid Baggesen du mesterlig fuldbringe,
hvad jeg har kjækt og ærlig fusket paa!
Da ved jeg vist, at under Lysets Vinge
min Broderhaand, mit Venneraad saa ringe
du nænner ej at haane og forsmaa.
Umiddelbart efter dette Digts Fremkomst gjorde
Baggesen i en Artikel, kaldet »Gaadekampen«, Rede
for den Opfattelse, han nu, efter at hans Sind atter
var kommet til Ro, havde af Forholdet imellem »Strø
tænkeren« og »Tankesamleren«, og erklærede sig rede
til at fortsætte Kampen.
»Tidlig eller sildig«, hedder
det, henvendt til Grundtvig, »vil dog, om ingen anden
du forstaa mig, vaagne, hvis og i Blinde mod mig
kæmpende Hejmdal. Tidlig eller sildig vil du maaske
bedre end nogen anden opløse min af dig saa foragtede
Gaade.
Men didindtil ville vi fortsætte Kampen som
dødelige Fjender paa den Mark, hvor tilforn alt kæm
pede — for noget andet end dem selv — udødelige
Venner. Thi selv i Tvekampen stride vi mod Dorsk
hed, Forfængelighed og H ovm od ; selv i Blinde, Kraft
mod Kraft, stride vi for Lyset og udbrede det ved
vore store Mjølneres Tørnen mod hinanden i Troldenes
døsige Mørke. Hvad dødes kan, bør dødes jo før jo
heller i Aandelivets fri Udvikling, hvor det findes, først
og fornemmelig hos os selv. Ingen Fred altsaa, for
inden alt er klaret! intet Broderkys, før alt er Tillid!
intet filosofisk Venskab, før alt er Kristi rene Kjærlig-