NFSGrundtvigsLivOgGjerning

2 7 6

og Prosa, forudsagde Tylvten, at »træde vi [Gr. og jeg]

sammen i Kreds, træde vi eder itu«, og erklærede, at »saa

højt jeg ogsaa skatter den hensovne Oehlenschlagers nor

diske Digte, ere Grundtvigs i samme Aand og Tone

min Digtersans endnu kjærere, og at det eneste him

melske D igt afDanevirkes aandelige Opbygger: »Paaske-

liljen«, har ikke blot for mit Hoved og Hjærte mere

Værd end alle Oehlenschlagers Skuespil og Sange, men

at jeg har Øjeblikke, hvori jeg hellere gad have skre

vet dette ene høje, dybe, aandrige, tankefulde, med

intet andet lignelige Kvad end mine egne samtlige paa

min Kritiks Guldvægt deraf opvippede danske Digte«.

Grundtvigs første Indlæg i Striden var den »Erklæ

ring«, som »et Antal Videnskabsdyrkere ved Kjøben

havns Universitet« satte imod Tylvtens latinske Mani

fest, og som var forfattet af ham. Hovedsynspunktet

i dette betydningsfulde Aktstykke er, at »hele Bagge-

sens Kritik drejer sig om den Paastand, at der i Bog

verdenen er saa at sige to Oehlenschlagere: en, som

har skjænket Danmark de udødelige Værker Vaulundur,

Aladdin, Hakon Jarl og hvad dertil hører — en anden,

som har forringet sig til at skrive Ting og Stykker

som Ludlams Hule, Rejsen og hvad dermed hænger

sammen. . . . Denne Paastand gjøre vi herved til

vores og trøste os til at kunne uigjendrivelig forsvare

den«.

Denne Erklæring fremkom i Oktober; et Par Uger

efter traadte Grundtvig personlig frem med »Et lidet

Bidrag til vore Dages Pennehistorie«, der efterfulgtes af

flere Blad- og Tidsskriftartikler, af hvilke den betydeligste

er Stykket i Danevirke »Om Digterne Oehlenschlager og