288 / 494
2 7 7
Baggesen, med Hensyn til deres offentlige Mellemvæ
rende«, maaske det grundigste og aandfuldeste Bidrag
til Belysning af de to Digtere, der nogen Sinde er
fremkommet. Han »har ikke i Sinde at slaa sig til no
gen af de stridende Personers Parti, det er kun som
Tilskuer, han vil betragte Striden, at sige ikke som en
ørkesløs eller ligegyldig, men som en i al Sandhed
varmt deltagende Tilskuer«, og han skifter i Virkelig
heden Ret imellem de stridende med en i hine Dage,
da Sindene var i den lidenskabeligste Bevægelse, ene-
staaende Overlegenhed og Retfærdighed. »Hvad man
allerførst maa have afgjort for at betragte Striden fra
de n rette Side, er, om baade Baggesen og Oehlenschlå-
ger maa anses for Magter i den danske Literatur, thi
derpaa beror det, hvad Opmærksomhed Striden for
tjener . . . . Vel findes der inden lukkede Døre nok
ikke saa lidet et Parti, som vil paastaa, at Oehlenschlå-
ger i Grunden ej var nogen Magt i Aandens og Ordets
Rige, men de slaa sig selv paa Munden ved kun at
sige det sagte, thi dertil kan fornuftigvis intet uden
Følelsen af hans afgjorte Overmagt bevæge dem. Sag
tens har man paa den sidste Tid ogsaa, og det offent
lig, hørt ymte om, at Baggesen ingen saadan Magt var
og havde kun hersket i en aandløs Tid som
inter coecos
luscus;
men det samme Smaatøj, der ymtede om sligt,
har noksom gjendrevet sig selv ej blot ved den Hidsig
hed, hvormed de bestred, hvad de kaldte ingen Ting,
men endnu mere ved Udførelsen af deres lille Krig,
thi, saa vidt jeg skjønner, har de ikke krummet et Haar
paa hans Hoved, endsige knækket hans Hals, som de
dog maatte for at bevise, han var hovedløs. Derimod