289 / 494
27 8
har han, som vitterligt er, leget saaledes Himmelspræt
med dem, at er deres Hoved helt endnu, da maa det
uden Tvivl mest komme deraf, at Skabilkenhoveder
har godt ved at holde«. Baggesen betegner han som
»en mægtig Aand, som har lagt mere sammen, end
I endnu har stavet, som stikker dybere, end I endnu
har loddet, som har vist, han havde, hvad I vel knap
forstaar, Tungemaalet i sin Magt, og som har kraftig
virket til, at Oehlenschlåger kunde opstaa og blive set
. . . A t Baggesen ej har, som han gav os Haab om,
leveret, hvad man kan kalde et Værk, som Frugten af
en højere Beskuelse, er sandt, men da han lige saa
lidt har leveret noget Værk, hvori hans forrige Besku
else lever og aander, beviser det netop, at han er ude
af sin forrige Beskuelse, skjønt det tillige viser, at han
ej er blevet hjemme i nogen ny . . . . A t Baggesen [i
hele sin Kritik og kritiske Fejde] har røbet et Falkesyn
\
og ladet en lynende Vittighed spille, som der i hans
ældre Værker knap findes Lige til, det finder i det
mindste je g ; og hans Kommentar over Skydebanevisen
er i mine Øjne noget i alle Maader saa ægte genialsk,
at den hos enhver, som fatter den i sin Dybde, maatte
ene være et gyldigt Vidnesbyrd om Baggesens høje
Digterkald og sjældne Gaver. A t dette Kvad tillige
udtrykker en levende Hylding af Oehlenschlagers Aand,
skal man nødes til at indrømme, og at Baggesen under
hele sin Kritik har paastaaet, det med den var hans
Hensigt dels om muligt at vække Oehlenschlåger til
Fortsættelse af den Kæmpebane, han forlod, dels at
sætte Skranker for det Afguderi, Ungdommen bedrev
med den faldne Digter, med Legemet, de tog for Aan-