NFSGrundtvigsLivOgGjerning

262

Aar har vandret«. Højst karakteristiske er de Udtalelser,

om de enkelte Digte, hvormed han ledsager dem, og

i hvilke han ikke sjælden helt eller delvis bryder Sta

ven over dem fra det Stade, han nu indtager, ligesom

han ogsaa af og til griber Lejligheden til at vende sig

polemisk mod sin Samtid. Ved Juletid samme Aar

udkom den poetiske Nytaarsgave »Hejmdal« (for 1816),

der foruden en Oversættelse af Norne-Gjæsts Saga inde

holder en Del store og storslaaede lyriske Digtninger,

deriblandt »Et Blad af Jyllands Rimkrønike«, »Forslag

til Norges Heltedigt« og »Freden«. I de sidste af

de her omhandlede Aar var det navnlig de literære

Fejder, han kastede sig ind i, der affødte, hvad han

skrev i bunden Form.

I den første af disse var det Jens Baggesen, han

drog til Felts imod.

Vi have set, hvorledes varm

Anerkjendelse af Baggesens Talent hos Grundtvig gik

Haand i Haand med stærk Misbilligelse af den Mangel

paa Alvor, den Leflen med det hellige, der var frem

herskende i denne ustadige Aands Digtning; det Syn,

paa den protevsagtige D igter, han bestandig gjorde

gjældende, havde han allerede i det væsentlige frem

sat i et Par Artikler i »Kjøbenhavns lærde Efterret

ninger« 1809 og 1810; i Verdenskrøniken fremtraadte

det i en skarpere Form , og nu, midt under den vold

somme Strid, hvori Baggesen var stedt til alle Sider

som Følge af sit voldsomme Anfald paa Oehlen-

schlager, fremkom Grundtvig i November 1815 anonymt

med »Rimelige Strøtanker ved Kallundborgs i Livet vel

meritererede Stadssatyriker Jens Baggesens Grav«, et

stort, i Baggesens egen Stil holdt komisk Digt, der gik