NFSGrundtvigsLivOgGjerning

jeg, noget Øre for Velklang, nogen Sans for Skjønhed

har jeg ogsaa; de mest forkjellige Mennesker ere enige

om, at min Stil i det hele er ægte dansk — kun hvad

der i det enkelte ikke er det, derom er man uenig;

den, der ikke kjender eller ynder det gamle Sprog,

klager over mine Arkaismer, Sjællandsfaren over de

jyske, Jyden over de sjællandske Provinsialismer; den,

som er forelsket i det forfinede Omgangssprog og Stilen

i Bøgerne fra de sidste tre Snese Aar, da man for det

meste hjalp sig med Kjøbenhavnsk eller gjorde Blæst

med Halvtysk og

sesquipedalia

, laster det trohjærtige,

drøje og fyndige som plat og uædelt. Ethvert af disse

Partier kunde jeg let fyldestgjøre, men med samme Stil

tækkes dem alle kan kun den, der vil spille løselig paa

Overfladen, lade Sproget flyde og boble som Vand for

sat med lidt Sæbe — og det vil jeg ikke; jeg vil stedse

stræbe at lære bedre Dansk ved at gaa den Vej, jeg

nu kjender«.

I den nøjeste indre Forbindelse med Fordanskningen

af Nordens gamle »Rigskrøniker« staar Oversættelsen

af det oldengelske episke Digt »Bjowulfsdrapen«, der

stammer fra samme Tid — den udkom 1820. Islæn

deren Grimur Thorkelin havde i 1815 udgivet dette

mærkelige, ogsaa for Danmarks Sagnhistorie vigtige Old-

kvad og ledsaget det med en latinsk Oversættelse.

Grundtvig kom snart paa det rene med, at Oversættelsen

var mislykket og vrimlede af Misforstaaelser. Han be

sluttede at gaa til Originalen, og da Rask, hvis Hjælp

det ellers laa nær at søge, var borte, gav han sig til

paa egen Haand at studere Angelsaxisk og var snart

naaet saa vidt, at han ikke blot kunde »gjøre en Støj