270 / 494
259
Hjærtet paa Tungen. Altsaa, i Borgestuen, der har jeg
lært, hvad Dansk jeg kan ; for Borgestuen skrev Anders
Sørensen Vedel, for Borgestuen skriver jeg om de for
rige Tider efter Saxo og Snorre, og den Dom, man i
Borgestuen vil fælde over Sproget, er mig mere værd
end alle de sprogkyndiges, hvis Gaver jeg end saa’ paa
Prent, end sige deres, jeg ikke vil nævne. Jeg ved ret
godt, at vi har bildt os ind, vi havde gjort et Under
værk, i Fald vi kunde i Hjærte og Sprog udslette hvert
Spor af de forrige Tider, i Fald vi kunde lære Folket
at tænke og tale saa frit, saa tomt og saa galt som vi
selv, der kalde os fornemme, oplyste Folk; men jeg
ved end dette for vist, at af de forrige Tider og Fol
ket skal vi lære baade at tænke og tale; og kun naar
vi ydmyg bøje os for Hjærteloven, under Loven efter
den højestes Hjærte i Tro og Eftertanke og under Loven
afDanehjærtet i vort Modersmaal, først da kan vi lære
stykkevis at erkjende Dybden i begge, at forstaa Guds
Ord og derefter rense, adskille og forbinde Tider, Tan
ker og Ord.
Mangt et Ord i vort Sprog og mangen
Vending kan være at forkaste, og saare meget er deri
at forbedre og udvikle, mangt et Ord og mangen Tale-
maade passer kun paa visse Steder; men k un n e maa
man Sproget, før man vil tænke at forstaa det, klart
maa man indse og tydelig kunne forklare det i Sproget,
man vil forskyde og rette . . . . I Sjælland er jeg født,
i Jylland er jeg opfostret, paa Falster og Lolland har
jeg opholdt mig, intet Sprog uden Dansk har jeg elsket
eller talt fra min Barndom af, Bibelen og de gamle
Krøniker har jeg læst, skjønt, Gud ske Lov! ikke nær
aflæst; noget Islandsk kan jeg, lidt Angelsaxisk lærer
17*