265 / 494
254
belt saa store Bog. »Det synes mig klart«, hedder det i
den lange, i flere Henseender højst interessante For
tale, »dels at Præsten var saa ganske Sjælen i denne
Del af Bogen, at han ikke kunde udelukkes, uden at
Talen blev et afsjælet Lig, som man ikke behøver, og
dels, at, Præst eller ikke Præst, er det dog umuligt for
en dansk Kristen at se ligegyldig paa det syttende og
attende Aarhundredes Fæ r d . . . . Nu som før maatte
jeg da stræbe at vise, hvad man havde vundet ved at
udvinde sig af Kristendommens Ledebaand og gaa paa
egen Haand som store Gæslinger«. Nordens Historie
efter Trediveaarskrigen forbigaar han helt, hvilket han
motiverer ved at sige: »Saa meget er unægteligt, at
Norden ikke, siden Skrift kom paa Tryk, næppe siden
Skrift mellem os kom i Gang, har virket noget, som
er Talen værd, paa Aand og Skrifter udenlands-, og da
nu siden Trediveaarskrigen den verdslige Indflydelse ej
heller i det mindste s e s at have været synderlig, saa
er det klart, at mange Ord om Norden i den sidste
Tid staa ej i Verdenskrøniken paa deres rette Sted, og
mange Ord forholdsvis maatte jeg talt, hvis jeg under
den Skikkelse, min Bog har nu, skulde gjentaget, hvad
jeg forhen sagde om Norden.
Først, da jeg lod Præ-
sjtetungen raade, var det mig ikke blot en Hovedsag,
men en Samvittighedssag uforbeholden at skildre først
og sidst mit Fædrenelands Delagtighed i Nøden og Brø
den, nu derimod, da jeg føler, at det er sket indtil vi
dere noksom, eller forgjæves, nu var det mig en Ho
vedsag klart at afmale den højtyske Visdom og lade
Dannemænd deri spejle og kjende sig selv, for saa vidt
de knælede for d en . . . Vil Gud, da skal jeg [senere]