264 / 494
253
hvor jeg saa’, den var nødt til om en kort Tid at
komme til mig og skulde nødes til at brydes med mig«.
Det Sted, hvor han havde forskanset sig, og hvor
fra han udskød sine »i Bomuld viklede Spyd«, var Histo
rien, som han i disse Aar syslede med efter en stor.
artet Maalestok. Den første Frugt af hans Arbejde paa
dette Omraade var den nye »Udsigt over Verdenskrøniken«,
hanudgav i 1817. Denne Bog er i mangt og meget væsentlig
forskjellig fra sine Forgængere. Den fra 1814, hvoraf kun
første Del udkom, var anlagt efter en langt mere om
fattende Plan og blev ikke fortsat, fordi »den udkomne
Del er egentlig et Helt for sig, som først maa ej alene
læses, men i Hovedsagen kunnes og bifaldes, før det
nytter fra den rette Side at belyse mer af Tiderne før
Kristus«. Dens Øjemed er nemlig at vise, »hvorledes
Jødernes Historie er den store Konjugation, hvorefter
vel ingen af de gamle Folk har villet rette sig, men
som de dog ikke har kunnet hindre fra at spejle sig
stykkevis i alle deres udviklede Retninger, Bøjninger og
Tilfælde, men saa længe man ikke engang ærlig tror
Evangelisternes Vidnesbyrd om Kristi Komme i Kjødet
og Vandring paa Jorden, da har det lange Udsigter
med at have vundet Tro paa den jødiske Histories
fuldkomne Sandhed og faaet Syn paa dens underord
nede, blot timelige Betydning som Tidens Skema«. Bogen
fra 1817 omhandler ligesom den fra 1812 fornemmelig det
lutherske Tidsrum; den er indtil Trediveaarskrigennærmest
en Bearbejdelse af denne, men fra »dette blodige Grænse-
skjel mellem gammelt og nyt« er den en helt ny Udarbej
delse, der omfatter mere end to Tredjedele af den over dob