263 / 494
2 52
indse, baade hvor historisk vigtigt det er, at Oldgransk-
ningen drives med Forstand og Iver, og hvilket stort
Udbytte Nordens Oldtid kan give.
Tredje Gang er
jeg da nu kommet did. Første Gang var det en blind
Naturdrift, anden Gang et Skjaldesyn, og nu er det
Historien, som drager mig«.
Inden vi forlade »Danevirke«, maa vi endnu an
føre en højst betegnende Ytring, der viser, med hvilken
overlegen Humor Grundtvig kunde betragte sin Stilling
over for sin Samtid, for saa vidt som det lod til, at man
var bleven enig om at lade ham vise, »hvor Isenge han
hartad uden al Opmuntring og Deltagelse kan udholde
at arbejde paa Danevirke«. »Medens man indbilder
sig, at jeg baade er død og begravet, død i Kirken og
begravet paa den store Assistentskirkegaard i Historien,
sidder jeg og gjør Nar ad Tiden op i dens aabne Øjne«,
hedder det i en lille Afhandling »Om Danefæ og Hitte
gods« i Tidsskriftets sidste Bind. »Det lader, som om
jeg ikke prædikede, og hvert Ord, jeg skriver, er et
hvast Spyd, blot viklet ind i Bomuld, som blæser af
ved mindste Vindpust. D et lader, som om jeg vilde
lade Tiden gaa sin skjæve Gang, og jeg griber ube
mærket ind i den med den største Sikkerhed, der vel
er mulig.
Jeg indsaa for en to, tre Aar siden,
at Tiden stod paa et Standpunkt, som det var den
umuligt at undgaa, og at jeg med Magt ikke formaaede
at drage selv en Finger af den til den Side, jeg kaldte
den rette, fordi den var glat nok til at sno sig fra mig;
og hvad var da naturligere, end at jeg greb til List,
det vil s ig e : gik hen ogforskansede mig paa et Sted,