266 / 494
255
give en Udsigt over Nordens indholdsrige Krønike, som
i det mindste skal bevise, at der i Danmark er en Li
teratur, som Tyskerne næppe vil tilegne sig«. Naar Bogen
som Følge af Udeladelserne i sin nye Skikkelse fremtræder
»vel, som jeg haaber, ikke mere fredelig, mod hvad den
før bestred, men dog, som det kan synes, mere lige
gyldig og forsigtig og, som virkelig er Tilfældet, mere
kold og fornem, mere mat og høflig« og har tabt meget,
som skurrede i danske boglærdes Øren, »da tænke man
kun ej, det er, fordi jeg angrer, hvad jeg sagde, eller
ræddes for at sige det igjen! Nej, velsignet være det
Øjeblik, hvor jeg besluttede med Sandheds Ord at
byde Verden og dens Venskab Trods, velsignet hver
en Time, jeg med Gud for Øje kjækt og kraftig af
malede Tidens Nød og Tidens Brøde! og lovet være
Jehovah, som gav mig Sind og Mod dertil, og som i
de følgende Modgangs Dage gav Trøst og Fred, ja
Glæde i mit Hjærte af anden Art og Fynd og Værdig
hed end hines, som Psalmisten synger, naar deres Korn
og Most vare mangfoldige! Hint Værk skal med hans
Hjælp altid staa for mig som den bedste Handling, jeg
i Skrøbelighed har udøvet, og trøste mig i min Døds
stund som et højtideligt Farvel, hvormed det alt i Ung
dommens Dage undtes mig at skilles fra Verden, dens
Visdom og Ære, dens Lykke og Fred«. Om sig selv
som Historiker siger han: »Jeg er ingenlunde, hvad j e g
kalder en lærd Historiker, thi jeg ved, hvor lidt jeg
kan, imod hvad jeg vilde have kunnet, hvis jeg ikke
havde hartad spildt en Del af mine bedste Læreaar,
men jeg er, hvad m an kalder en lærd Historiker, og
det nytter slet ikke Danmarks historiske Skribentere