NFSGrundtvigsLivOgGjerning

Grundtvig just har sat sig til Opgave at lægge For

tællingen saaledes til rette for Menigmand, at han med

Lethed kan tilegne sig d en ; den er helt igjennem stemt

i en i høj Grad folkelig Tone, der unægtelig gjør et

ganske andet Indtryk end den, der anslaas baade af

Snorre og Saxo, særlig er Springet fra den sidst nævn

tes sirlige, elegante Latin til Grundtvigs brede, fyndige

Dansk overmaade stort. Men den Opgave at gjenfor-

tælle de gamle Krøniker, som de vilde tage sig ud i »Borge

stuen«, er løst med en Sikkerhed og en Kunst, der

søger sin Lige, og der er maaske næppe noget andet

Punkt i hele Grundtvigs Produktion, hvor han i den

Grad viser sin Evne til at finde og anvende Sprogets

lødigste og vægtigste Malm. Som han i det hele taget

i Henseende til Stilen stiller sig fuldstændig frit over for

Grundskrifterne og mere omskriver end oversætter dem,

saaledes ogsaa særlig over for de mange Vers, hos Saxo

latinske Bearbejdelser af gamle Folkesange, hos Snorre

Skjaldekvad; de frie Efterdigtninger, han sætter i Ste

det, stemme ypperlig med den i Prosaen gjennemførte

Tone, og adskillige af dem i Saxo høre til hans bedste

Digte. Fra de »fine boglærdes« Side nedlagdes der selvføl

gelig Protest imod de Friheder, Grundtvig tog og maatte

tage sig med det Maal for Øje, han havde sat sig, sær

lig havde den af det nordiske Oldtidsstudium højt fortjente

P. E. Müller, der selv var meget fortrolig baade med Saxo

og Snorre, og Chr. Molbech, da »Prøverne« udkom,

adskilligt at indvende imod hans Gjengivelse af de gamle

Krøniker, især imod den Sprogtone, hvori den var

holdt.

Grundtvig blev som sædvanlig ikke Svar skyl-

dig og forsvarede sit »Borgestue-Dansk, lave og uædle,

Fr. W. H orn: Grundtvigs Liv og Gjerning.