262 / 494
251
grebet af Overbevisningen om, hvor forfængelig al Stræ
ben efter at vække aandelig Sans dog i Grunden var,
naar Tiden beholdt sit vantro Hjærte, med den levende
Indsigt, at Valgrind x), hvorigjennem jeg havde set en
Indgang til Historiens Tempel og til Syn af Alter
tavlen, omkranset af vidnesføre Kjærminder, at den
dog snarere førte ind i Æventyrets Drømmehal, og at
Nordens Saga saa lidt som nogen kunde til Gavns for
binde Historie og Æventyr — med dette Syn og med
inderlig Bekymring for min egen og Næstens Salighed
ombyttede jeg Runestav med Præstepen; og hvorledes
kunde jeg da have i Sinde nogen Tid igjen at sysle
med Nordens Oldsager, som jeg vel var langt fra at
foragte, men fandt, rettelig burde henligge, til det ene
nødvendige var fuldbragt, og Tiden, atter indtraadt i
hellige Fodspor, kunde rolig og klarøjet betragte He
denhøs 2) ! End er jeg uforandret af samme Overbevis
ning, og stedse maa jeg gjentage det: vender gammel
Kristendom ikke tilbage, da er alt videnskabeligt Ar
bejde lige saa forgjæves for Slægten, som det aabenbart
er for den enkelte; men Kristendom skal komme igjen,
hvor det saa bliver. Hvor det end bliver, vil intet
foreløbigt Arbejde i dens Aand være forgjæves, og
dens Aand er Historiens og al Sandheds Aand.
Det
er da ogsaa, mener jeg, meget begribeligt, at jeg efter
at have prædiket for døve Øren, heller end intet at
gjøre atter prædikede Nordens Oldtid, hvor jeg var
kjendt og nu kunde betragte alt med et langt mere
roligt og upartisk Øje, og daglig har jeg bedre lært at
*) Leddet for Vallial.
2) Hedenold.