260 / 494
Man ser nu let, det havde stedse, mig selv ubevidst,
været en poetisk eller, som man vil, grundhistorisk
Kjærlighed, som bandt mig til Nordens Oldtid. Meget
havde jeg læst og tænkte gjærne over alt, men paa
sædvanlig Vis havde jeg intet studeret, vidste ikke en
gang ret, hvorledes man dermed bar sig ad, og maatte
altsaa, om jeg vilde mer end Morskab, bane mig en
egen Vej. Vel ved jeg, at man her til Lands har villet
gjøre alt mit Arbejde med Oldsagerne til Galskab, og
jeg kan godt begribe, hvorfor, thi dels gik jeg ikke i
det gamle Traad, dels laa der hos mig en poetisk og
historisk Anskuelse til Grund, som det var langt nem
mere at haane end at dele, og endelig gebærdede jeg
mig stundum lidt galt, som al Verden hængte i et
islandsk Kalveskind — men den overordentlige Op
mærksomhed, Mænd med Følelse for Oldtiden skjænkede
de allerførste flygtige Ord, jeg lod høre, burde vel
ene være Borgen for, at jeg ikke uden Kald betraadte
den Bane. A t jeg med et Aandepust henvejrede alle
Indvendinger mod den nordiske Mythologis Ægthed ved
at vise Sporene af en fast, sammenhængende Bygning
og en gradvis Udvikling — at jeg satte Vøluspå og
den prosaiske Edda hver paa sin Plads, hvor man skal
lade dem staa, det tør jeg sig e ; det erkjendes, saa vidt
jeg hører, ogsaa efterhaanden. Det var et vigtigt Skridt
til sund Oldgranskning, og det er mig ikke be-
kjendt, at nogen siden er kommet videre . . . Mangel
paa Øje for Poesi og Historie var da Grunden til, at
min Bog [Nordens Mythologi] ikke i Danmark blev
ænset og benyttet, men at den ikke blev forbedret og
fortsat, det er vel paa en Maade min Skyld . . . . Der